Det har nemlig ikke altid lægget i kortene, at jeg skulle være selvstændig. 

Eller ... Det har det måske nok, jeg har bare ikke altid været klar over det. For der er ingen i min tætte familie, der er selvstændige, og jeg var førhen "typen der ikke færdiggjorde". Forstået på den måde, at jeg har hoppet fra uddannelse til uddannelse, og haft svært ved at passe ind i kasser på mine (studie)jobs. 

​

Jeg ved i dag, at det handlede om at jeg ikke havde fundet min rette hylde, og at det slet ikke handlede om at passe ind. Det handlede om, at jeg skulle skabe mit eget. 

I skolen var jeg ofte hende der ikke rakte hånden op, fordi jeg var nervøs for at sige noget forkert. Jeg var hende, der egentlig havde utrolig meget på hjertet, men jeg var bange for at dumme mig, og bange for at andre ikke kunne lide mig hvis jeg fyldte for meget. 

Nogle oplevelser i mine teenageår, satte sig som angst. Det kom til udtryk som social angst, der på et tidspunkt i mine tidlige 20'ere bl.a. gjorde at jeg havde svært ved at tage ud at handle, passe mit studie og studiejob, og jeg undgik så vidt muligt at deltage i sociale arrangementer. Jeg havde det mildest talt elendigt, og jeg følte at angsten styrede mit liv.  

Men jeg havde også i baghovedet, at det er vigtigt at bruge sit liv på det meningsfyldte. At det kun er os selv der er herre over hvad vi vælger at bruge dette ene liv på. Det erfarede jeg især i 2007, da min mor blev invalideret i en arbejdsulykke. Jeg så på nært hold, hvordan at hendes liv - og vores - blev ændret på et splitsekund. 

​

Det var den motivation jeg brugte til langsomt, men sikkert, at komme ud af angsten, forsætte mit ergoterapeutstudie og færdiggøre det, samtidig med at jeg startede min virksomhed op i 2015. Et skridt ad gangen.

​

Når jeg i dag siger til mine klienter, at jeg forstår deres nervøsitet og ubehag ved fx at være synlig på de sociale medier, optage en video eller sælge sig selv og sine ydelser, så mener jeg det med hver en celle i min krop. For jeg har selv været der. Jeg ved i dag, at det handler om fokus og mod til at turde forfølge den drøm der er bosiddende i dig. Det handler også om, at hver en lille succesoplevelse, er med til at forme det store billede. 
 

I dag er min største motivation mine børn. Når jeg går efter mine største drømme, så viser jeg også dem, at de kan gå efter deres. Jeg troede engang at jeg skulle have den rigtige uddannelse, gå i det rigtige tøj eller sige tingene på en bestemt måde for at blive anerkendt. Jeg har erfaret, at den største anerkendelse du overhovedet kan få, er den du kan give dig selv, når du går den vej i livet som føles rigtig for dig. Og hvilken befrielse.